Løgumkloster Højskole er en moderne højskole, grundlagt i 1960 af folkelige og folkekirkelige kredse. Skolens virksomhed ligger i forlængelse af Grundtvigs og Kolds skoletanker og menneskesyn. Kristendommen ses som en levende tradition, der på mangfoldige måder er indfældet i vores kultur. Den danner baggrund for en nutidig optagethed af tro, værdier og etik. Det personlige møde i samtalen om fag og eksistens er det bærende og berigende i hele højskolens virksomhed.
Højskolen er et dannelsessted, hvor faglighed, personlighed, frihed og fællesskab er nøgleord.
Højskolen er placeret i Løgumkloster i en grænseegn, hvor samtalen på tværs af grænser er en inspirations-kilde og en nødvendighed. Højskolen ser det som sin opgave at kaste lys over grænsers uomgængelighed f.eks. på det etiske område.
De grundlæggende værdier i højskolens virksomhed er:
- at møde en faglighed i undervisningen, der udfordrer både hjerne og hjerte, hånd og ånd.
- at give rum for en personlig udvikling gennem fordybelse, eftertanke og afklaring.
- at udfordre til aktivt medborgerskab og medansvar for den demokratiske udvikling på lokalt, europæisk og globalt plan.
- at være et rummeligt sted for mennesker i deres forskellighed når det gælder uddannelse, kultur og religion.
Højskolen giver mulighed for at styrke både de faglige, sociale og kulturelle kompetencer i det unikke samspil i undervisning og samvær i dagligdag og fest.
Skolens vedtægter kan ses her
