Samarbejdspartnere

Børn, Unge & Sorg

Igennem en årrække har Løgumkloster Højskole samarbejdet med Børn, Unge & Sorg. Børn og unge med tab skal kunne finde et sted, hvor de kan dele sorgen med andre i samme situation. I et samarbejde kan vi nu tilbyde kurser, hvor medarbejdere fra Børn, Unge & Sorg indgår i vores programmer for unge. Et ugekursus hvert år i januar/februar og/eller 3,4, 5 eller 8 måneder på lange kurser med 3 × 2 dages workshop for unge, der har mistet. Workshoppen er ledet af rådgivere fra Børn, Unge & Sorg. Dette ekstra tilbud indgår i et ganske almindeligt langt kursus, og det er gratis for den enkelte.

Grundtvigsk Forum

Går du og tænker på at læse teologi på universitetet, så kunne dette tilbud være fristende for dig, eller en anden som du kender, der går i samme tanker. I et samarbejde med Grundtvigsk Forum og TPC/Teologisk Pædagogisk Center så tilbyder vi nu et hovedfag/linjefag: Teologi, eksistens og dannelse. Det er en appetitvækker for dig, der er interesseret i religion og teologi. Der er god plads på de teologiske fakulteter i Århus og København. Mød andre der er optaget er eksistensen, og find ud af hvad disse studier beskæftiger sig med. Grundtvigsk Forum tilbyder økonomisk støtte på 2.- 7.000,- kr., hvis du vælger at følge dette hovedfag, mens du er på højskolen. Adskillige tidligere elever fra højskolen studerer lige nu teologi enten i København eller i Århus, en enkelt er i gang med en ph.d. i teologi i England, og mange er nu præster i folkekirken efter endt studium.

Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole

Musik indgår i alt, hvad vi foretager os. De allerfleste er storforbrugere af musik, og mange bliver venner på grund af en fælles musikinteresse. Men adskillige unge leger også med tanken om selv at blive udøvende kunstnere. Derfor er vi i et tæt samarbejde med Konservatoriet i Esbjerg. Vi får gæstelærere på besøg, og bachelor- og kandidatstuderende spiller koncerter hos os. Og Konservatoriet besøges af musikeleverne fra højskolen til cliniques og koncerter. De har meget at byde på i Esbjerg med band, sangskrivning og sang. Vores samarbejde rækker længere endnu. Vi tilbyder elektronisk musik/tonespace som hovedfag. Kom og find ud af om du skal være noget ved musikken og få et tæt kendskab til et af Danmarks 4 Konservatorier.

Billedkunstnerisk GrundKursus (BGK)

Kunst spiller en rolle for mange, og kunst er et levebrød for flere, end vi lige tænker over. Kunsten er det kreative overskud, som indgår i enhver kultur. Men hvordan er vejen til selv at blive kunstner? Løgumkloster Højskole vil gerne i et samarbejde med Billedkunstnerisk GrundKursus/BGK i Sønderborg give mulighed for at afprøve sit talent. I de senere år er det lykkedes et par stykker fra hvert af de lange kurser at blive optaget på BGK i Sønderborg. Hvis interessen og talentet holder så er næste skridt optagelse på et kunstakademi i Danmark eller i udlandet. Nogle af vores elever er gået videre den vej de senere år.

Sort sol

Vadehavet er en af Danmarks nationalparker. Det er en enestående natur som Tønder Kommune og Region Syddanmark er beriget med. Stærenes ballet på aftenhimmelen ”Sort sol” som det er blevet kaldt, er måske det mest omtalte naturfænomen, som Vadehavet er blevet kendt for. De 3 store vadehavsøer: Fanø, Mandø og Rømø er hver især natur- og kulturhistoriske perler. Der sejles til Fanø, der køres med traktorbus til Mandø med de 40 beboere, og der køres over dæmningen til Rømø. Vadehavet vrimler med sæler, østers, blåmuslinger og et hav af fugle. Løgumkloster Højskole har et tæt samarbejde med Iver Gram, Sort Safari. I et medrivende tempo fortæller Iver Gram om den islandske ryle, der hvert år flyver fra Sydafrika og via Vadehavet til tundraen, hvor æggene lægges og ruges ud. Iver Gram er den, der kender Vadehavet og åbner det for os. I hundredvis af elever og kursister er gennem årene blevet smittet af Iver Grams viden og begejstring.