Grænser du ikke kan standse ved
Kom og oplev de lyse nætter og højsommer i Sønderjylland. Løgumkloster Højskole indbyder jer til fornøjeligt samvær, udfordrende foredrag og spændende ekskursioner. Oplev vandringen over engen hver morgen til den unikke kapitelsal. Vi krydser grænsen, når vi skal besøge den særprægede ”ø” Hallig Hooge med varfter, diger og stor natur. Vi forberedes til besøget på Dybbøl gennem mødet med forfatteren Tom Buk-Swienty, der fortæller om ”Slagtebænk Dybbøl”. Vi nyder de lyse nætter, og vi vil synge om dem. Og vi filosoferer over grænser og begrænsninger mennesker imellem, og vi finder veje til at overvinde dem. Kurset er blevet til i et samarbejde mellem højskolen og Hjallerup Højskoleforening, Abildgaard Sogn i Frederikshavn, Vor Frue Sogn, Margrethe Sogn og Sankt Markus sogn i Aalborg. Men kurset er åbent for alle interesserede.