Grænsforeningens Ungdom på Løgumkloster Højskole

0726 GrenzeløsYouthWorkshopPå workshoppen ”Grenze/løs/ Youth Workshop”, der blev holdt på Løgumkloster Højskole fra 19. til 23. juli, udviklede 20 danske og tyske unge fem konkrete ideer for fremtidigt ungdomssamarbejde henover den dansk-tyske grænse.

Pia Christiansen, der har været tovholder for arrangørgruppen og er næstformand i Grænseforeningen Ungdom, beskriver workshoppen som en stor succes.

”Deltagerne engagerede sig virkelig i at finde frem til nye måder at tænke det grænseoverskridende ungdomssamarbejde på. Sammenholdet var fantastisk, selvom vi kun mødtes i fem dage. Og det viser for mig, hvor vigtigt det er at mødes, for sådan knytter vi de bånd, der skal sikre det fremtidige samarbejde”, siger Pia Christiansen.

Workshoppen var organiseret i samarbejde mellem Grænseforeningen Ungdom og ungdomspartierne SSWU og Junge SPitzen. Både det danske og det tyske mindretal var repræsenteret blandt deltagerne, men der var også danskere, der var kommet fra Aarhus og Odense, mens to tyskere kom hele vejen fra Göttingen syd for Hannover.

Blandt ideerne for ungdomssamarbejdet er en dansk-tysk YouTube-kanal, et europæisk møde i grænselandet gennem EU’s Erasmus+-program for ungdomsudveksling og temabaserede weekendmøder.

”I Grænseforeningen Ungdom vil vi helt sikkert gå videre med nogle af ideerne. Personligt synes jeg alle ideerne er gode, men som de mest realistiske ser jeg weekendmøderne, hvor man kan tage fat i et bestemt emne og blive inspireret af eksperter uden at skulle afsætte flere uger til at mødes. Og så tror jeg også på YouTube-ideen, for her kan man samarbejde med uddannelsesinstitutioner i grænselandet om at give deltagerne nogle specifikke og eftertragtede filmtekniske kompetencer”, siger Pia Christiansen.

For at give deltagerne inspiration til ideudviklingen bød workshoppen blandt andet på et oplæg om projektudvikling ved Torben Vinter, der er leder for den åbne projektplatform Frontløberne i Aarhus, et besøg på Idrætshøjskolen i Sønderborg og debat med forstander Michael Willemar og forstander på Nordsee Akademie i Leck Ariane Huml.

Jens Andresen, der er formand i Grænseforeningen og forhenværende formand for Region Sønderjylland-Schleswig, diskuterede det grænseoverskridende samarbejde med deltagerne og bød velkommen i Løgumkloster, hvor han selv er bosiddende.

”I Grænseforeningen er vi af den opfattelse, at hvis vi skal nå forståelse for de nationale forhold i grænselandet – det at vi har nationale mindretal og lever sammen med respekt for hinanden – må vi lære hinanden at kende på tværs af grænsen. Og det gør man, når man som I sammen arbejder på en sag og lever sammen på en højskole”, sagde Jens Andresen i sin velkomsttale, hvor han understregede at de unge kan regne med Grænseforeningens opbakning.

Grenze/løs/ Youth Workshop blev organiseret af frivillige og blev finansieret af et tilskud på 60.000 kroner fra Region Sønderjylland-Schleswigs INTERREG-finansierede KursKultur-projekt. Ideen til workshoppen udsprang af projektet jUNG zuSAMMEN, hvor danske og tyske unge mødtes i 14 dage på en højskole for i fællesskab at udvikle ideer for grænseregionens fremtid.

Udskriv E-mail

Etableringen af Løgumkloster Højskole sker med støtte fraLokale Aktionsgrupper Tønder og Tønder/Haderslev LAGlogo